
Kurset er for dig, der gerne vil udforske akvarelmaleriet på en levende og eksperimenterende måde - uanset om du har stor erfaring eller lige er begyndt at male. Du vil komme til at prøve forskellige akvarelteknikker og udfordre og udvikle et mere udtryksfuldt billedsprog.
Du vil i løbet af undervisningen blive præsenteret for forskellige kunstneres måder at udtrykke sig på, for at belyse akvarelmaleriets bredde, og der arbejdes med inspiration i kunstnernes måder at arbejde på.
Vi arbejder både med farvernes virkning, lys og mørke og den personlige penselføring, så det hele kan blive en mere bevidst del af den skabende proces.
Undervisningen foregår i et hyggeligt, åbent og inspirerende miljø med plads til både begyndere og øvede.
Alle materialer er inkluderet i prisen.
Akvarelkurset foregår d. 15. og 16. november 2025 kl. 9.30 - 14.30 i Huset på Frederiksdalsvej 23 i Virum.
Der er frokost og drikkevarer begge dage med i prisen på dette kursus.
Mette Wille har i mere end 20 år lavet kurser i maleri samt workshops og kunstformidling på blandt andet Gl. Holtegaard, Øregaard Museum og Ordrupgaard.
Mette Wille arbejder også selv professionelt med kunst og har løbende udstillinger og udsmykningsopgaver i Danmark og Sverige. Hun har værker på Livgardens Museum på Rosenborg slot, har udstillet hos Nationalbanken, Fyrtøjet på H. C. Andersens Museum, Frederiksberg Rådhus, Novo Nordisk, på Filoffen, Nordkraft, Falck, Sophienholm m.m.
Hun har udført værker til parken hos Rudersdal Museer, byrummet på Frederiksberg og Frederiksberg Hovedbibliotek, Billund Svømmehal og lavet en række skoleudsmykninger.
Mette Wille har en kunstnerisk uddannelse, en læreruddannelse, en pd i billedkunst og æstetik og efteruddannelse i kunsthistorie og kuratering fra Københavns Universitet.